Tag Archives: topstory

Færdselssikkerhedskommissionen prioriterer ikke hovedtelefoner

Der er ingen tiltag, som fokuserer på cyklister, der bruger hovedtelefoner i trafikken. Det fremgår sort på hvidt i Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan for 2013-2020. Problematisk, mener trafikordfører, der vil tage det op til diskussion.

Af Louise Frandsen og Emmelie Hytting

Færdselssikkerhedskommisionen erkender, at det er et problem, når cyklister bruger hovedtelefoner. Alligevel er der ingen tiltag i handlingsplanen for 2013-2020, der udkom i maj, som fokuserer på problemet.

“Vi er opmærksomme på det, selvom det ikke står i planen. Vi kunne jo skrive en meget tykkere bog, hvis det var det, vi ville, men vi fokuserer på bilisternes uopmærksomhed, da det er dem, der kører mest galt. Men vi skal forske mere i cykelkultur,” siger næstformanden for kommisionen, Jan Johansen (S).

Se Færdselssikkerhedskommisionens handlingsplan for 2013-2020 her

De manglende tiltag bliver kritiseret af trafikordfører Kim Christiansen fra DF.

“Jeg så gerne, at der var konkrete tiltag i planen, der fokuserer på cyklister, der hører musik, og jeg vil nævne det på det næste møde i kommissionen,“ siger han.

Musik fjerner fokus
Siden 2010 har Kim Christiansen talt for et forbud af cyklister med musik i ørerne, og han kritiserer kommissionen for kun at fokusere på bilisternes uopmærksomhed.

“Cyklister må ikke tale i mobiltelefon, fordi det fjerner fokus, men musikken gør det i den grad også. Man skal ikke køre, mens man hører musik, for så er man ikke opmærksom på, hvad der foregår i trafikken,“ siger han.

En hollandsk undersøgelse fra SWOV, et hollandsk institut for trafiksikkerhed, anslog allerede i 2010, at risikoen for at komme til skade i trafikken er større, når cyklister bruger hovedtelefoner. Selvom eksperter vurderer, at problemet også gælder de danske cyklister, har kommissionen ikke valgt at fokusere på hverken forskning eller oplysningskampagner i Danmark.

Se konklusionerne fra SWOVs rapport her